|
Herunder finder du ordforklaringer til Det Nye Testamentes
tekster.
|
ABBA er et aramaisk ord, som betyder "fader". |
|
ADSPREDELSEN (græsk diaspora; Joh. 7, 35. Jak. 1, 1. 1Pet. 1, 1) er betegnelse for de jøder, der levede uden for Palæstina. Efter bortførelsen til Babylon 586 f. Kr. opstod en adspredelse dér; senere førte krige mellem Ægypten og Syrien til, at mange jøder blev bortført til Aleksandria og Antiokia, og som handelsfolk udbredte de sig efterhånden til de fleste større byer i Middelhavslandene og dannede fremmedkolonier dér. Medens jøderne i Palæstina talte aramaisk, havde de i adspredelsen græsk til modersmål og læste Det gl. Test. i græsk oversættelse; de kom også i nærmere berøring med græsk kultur og kunne ikke overholde Moseloven og de skriftkloges overlevering så strengt som deres trosfæller i hjemlandet.
|
|
ADRIATERHAVET (Det adriatiske Hav) betegner i Ap. G. 27, 27 ikke blot havet mellem Italien og det nuværende Jugoslavien, men tillige, hvad vi nu kalder Det ioniske Hav (mellem Syditalien, Sicilien og Grækenland). |
|
AFGRUNDEN er gengivelse af et hebraisk og et græsk ord, som betyder "Dødsriget", ofte tillige tænkt som de onde ånders opholdssted; Åb. 9, 11 omtales afgrundens engel, d.v.s. herskeren over Dødsriget. |
|
AKAJA var en romersk provins, der omfattede den sydlige del af det nuværende Grækenland (indbefattet Tessalien og en del af Epirus samt de omliggende øer) og blev forvaltet af en statholder (prokonsul), der residerede i Korint (jfr. Ap. G. 18, 12). Sammen med provinsen Makedonien udgjorde Akaja hele Grækenland (jfr. Ap. G. 19, 21. Rom. 15, 26. 2Kor. 9, 2. 1Tess. 1, 7). |
|
ALABAST (ALABASTKRUKKE), en hvid eller gulhvid kalksten eller gipsart. I oldtiden lavede man deraf bl.a. lange, smalle krukker til at opbevare salveolie i (Mark. 14, 3. Matt. 26, 7. Luk. 7, 37). |
|
ALEN, se LÆNGDEMÅL. |
|
ALMÆGTIGE, DEN, se ZEBAOT.
|
|
ALOE (Joh. 19, 39) er et stærkt duftende stof, der bliver tilbage, når saften fra aloetræet tørrer ind. |
|
AMEN er et hebraisk ord, der bruges med bekræftende eller forsikrende betydning="det står fast!" "det er sikkert!" "sandelig!" "det ske!" eller lignende. |
|
ANKER, se RUMMÅL. |
|
ANTIKRIST (1Joh. 2, 18; 4, 3. 2Joh. 7) er et græsk ord, som betyder "Mod-Kristus". |
|
APOSTEL er et græsk ord, der betyder "udsending, sendebud" (jfr. 2Kor. 8, 23. Fil. 2, 25. Rom. 16, 7), men i N.T. først og fremmest betegner de tolv disciple, som Jesus udvalgte til at sende ud som missionærer (Mark. 3, 13 ff.; 6, 7ff.); det anvendes dog også om Paulus, samt Ap. G. 14, 4. 14 om Barnabas og Gal. 1, 19 om Herrens broder Jakob. I Hebr. 3, 1 kaldes Jesus "vor bekendelses apostel og ypperstepræst", d.v.s. Guds udsending og ypperstepræst, som vor bekendelse handler om. |
|
ARAMAISK er et med hebraisk nærbeslægtet sprog, som efter den babyloniske udlændighed efterhånden trængte frem i Palæstina og på N.T.s tid var det almindelige folkesprog, som også Jesus og hans disciple har talt. I evangelierne forekommer flere aramaiske ord (Mark. 5, 41; 7, 11. 34; 14, 36; 15, 22. 34); og når der i N.T. er tale om hebraisk, betyder dette i virkeligheden som oftest: aramaisk (Ap. G. 21, 40; 22, 2; 26, 14. Joh. 5, 2; 19, 13). |
|
AREOPAGUS (Ap. G. 17, 19), en efter krigsguden Ares opkaldt lille høj ved torvet i Athen, hvor stadens højeste domstol på bestemte dage holdt sine møder. |
|
ASIARK (egentlig: "Asiens behersker", Ap. G. 19, 31) er betegnelse for formanden for landdagen i provinsen Asien (eller måske for almindelige medlemmer af denne forsamling). Provinslanddagen varetog den del af forvaltningen, som den romerske administration ikke havde forbeholdt sig selv, og den skulle bekoste ofringer, fester, og kamplege til kejserens ære, hvorfor asiarkerne måtte vælges blandt de rigeste familier i provinsen.
|
|
ASIEN betegner i N.T. ikke en hel verdensdel, men den romerske provins Asien, der omfattede den vestlige del af det nuværende Lilleasien; i disse tilfælde anvendes gengivelsen: "provinsen Asien". |
|
BA´ AL (Rom. 11, 4) betyder egentlig "herre" og bruges som betegnelse for kananæernes gud. |
|
BARBARER (Rom. 1, 14. Kol. 3, 11) kaldte man i den græske verden alle, som ikke talte græsk, og der ligger ikke noget nedsættende i dette udtryk; Ap. G. 28, 2. 4 er det gengivet: "de indfødte". |
|
BARN (BØRN, SØNNER), forbundet med et ord i ejefald, anvendes ofte i N.T. om mennesker, der på en eller anden måde hører sammen med det, som ejefaldsordet udtrykker, f. eks. genstridighedens børn= genstridige mennesker. |
|
BEDEREMME (Matt. 23, 5) er læderremme med dertil fastgjorte, terningformede kapsler, hvori fandtes pergamentstrimler, der indeholdt 2Mos. 13, 2-10. 11-16 og 5Mos. 6, 4-9; .11, 13-21. Sådanne bederemme bandt fromme jøder ved morgenbønnen om panden under håret og på venstre overarm (lige ved hjertet). På denne måde opfyldte de ganske bogstaveligt forskriften i 2Mos. 13, 9. 16. 5Mos. 6, 8; 11, 18: "Det skal være dig som et tegn på din hånd og et erindringsmærke på din pande", d.v.s. disse ord skal du bestandig tænke på og have for øje. |
|
BEELZEBUL er rimeligvis oprindelig fordrejelse af navnet på en filistæisk afgud: Ba´al Zebub (egentlig: fluernes herre, "flueguden", d.v.s. den guddom, der beskytter mod flue- og myggeplagen), men i N.T. er det blevet benævnelse for Djævelen, de onde ånders fyrste (Matt. 12, 24. 27. Mark. 3, 22. Luk. 11, 15. 18f.). |
|
BEL er en babylonisk form for Ba´al ( se dette ord). |
|
BELIAR (2Kor. 6, 15) er fordrejelse af hebraisk belial, der egentlig betyder "værdiløshed, slethed" (en belials mand= en døgenigt, usling, f. eks. 1Sam. 25, 25), men i N.T. anvendes som betegnelse for Djævelen (eller måske for Antikrist; se dette ord). |
|
BEREDELSESDAGEN er betegnelse for dagen forud for sabbaten; den svarer altså til vor fredag (Matt. 27, 62. Mark. 15, 42. Luk. 23, 54. Joh. 19, 31). Joh. 19, 14 er der tale om beredelsesdagen til påsken, men dette er også her en fredag. |
|
BESTÆNKELSENS BLOD kaldes Hebr. 12, 24 Jesu blod, fordi det renser fra synd (jfr. 1Pet. 1, 2. 1Joh. 1, 7) på samme måde som det i G.T. omtalte offerblod, der stænkes på mennesker (2Mos. 24, 8. 3Mos. 8, 30). |
|
BETESDA (Joh. 5, 2) er et aramaisk udtryk, som betyder "barmhjertighedens hus"; dette navn havde dammen og de omliggende søjlegange vel fået, fordi de gav adgang til Guds barmhjertige hjælp til syge. |
|
BOGRULLE (Hebr. 10, 7. Åb. 6, 14). I nytestamentlig tid havde bøger som oftest form af en lang strimmel papyrus eller pergament, som blev beskrevet i spalter på en halv snes centimeters bredde; strimlerne blev opbevaret sammenrullede, hvorfor man
taler om "bogruller", og normalt blev de kun beskrevet på den ene side, nemlig den, som kom inderst i rullen. |
|
BORD. I nytestamentlig tid var den græsk-romerske skik at ligge til bords blevet almindelig i Palæstina; men med henblik på nutidens sædvane oversættes sædvanlig sidde til bords; flere steder, f. eks. Luk. 7, 36. Joh. 13, 23, er det dog nødvendigt for forståelsen at huske på datidens skik. |
|
BRODER forekommer i bibelsk sprogbrug i udvidet betydning om slægtning, landsmand el. lign. I N.T. er broderen ofte en betegnelse for en medkristen (Matt. 23, 8. Ap. G. 28, 15. Fil. 4, 22), og ordet udtrykker, at det fælles livssamfund med Kristus knytter de kristne sammen med bånd, der er lige så stærke som eller stærkere end blodets, således at menigheden er at betragte som én stor familie (jfr. Matt. 19, 29). |
|
BÅRE, se SENG. |
|
DAG. I G.T. betegnede Herrens (Jahves) dag det tidspunkt, da Gud ville gribe ind i verdensudviklingen til frelse for sit folk (Amos 5, 18), og i senjødedommen talte man i samme betydning om Messias´ dag (jfr. Menneskesønnens dag, Luk. 17, 24). (fortsat) DAG
I N.T. blev Herrens dag (1Tess. 5, 2. 2Tess. 2, 2. 2Pet. 3, 10) som oftest forstået= Jesu Kristi dag (1Kor. 1, 8; 5, 5. 2Kor. 1, 14. Fil. 1, 6; 2, 16) om den dag, da Kristus skal fremtræde som verdensdommeren og verdensherskeren, altså: dagen for hans genkomst; og denne betydningsfulde stund betegnes undertiden blot som dagen (1Kor. 3, 13. Hebr. 10, 25) eller hin dag (Matt. 7, 22. 2Tim. 1, 12. 18; 4, 8). -Åb. 1, 10 står Herrens dag dog i en særlig betydning: søndag. |
|
DATTER betyder i udtrykket Zions datter (Matt. 21, 5. Joh. 12, 15) en ung pige, en jomfru; hos jøderne omtales byer, lande eller folk hyppigt med billedlige udtryk som kvindelige væsener; Zions datter betyder således egentlig: den unge kvinde (jomfruen) Jerusalem, idet hele byen her er benævnt efter en af de høje, på hvilke de er bygget. |
|
DENAR, se MØNT. |
|
DJÆVEL kommer af det græske ord diabolos "bagvasker,anklager" (jfr. Åb. 12, 10), der har væsentlig samme betydning som det hebraiske satan "modstander,fjende" ( jfr. Åb. 20, 2). |
|
DOMSTOLEN betegner Matt. 5, 21 i modsætning til synedriet (se RÅDET eller DET STORE RÅD) en underordnet dommerforsamling, der fandtes i mange af de jødiske provinsbyer. |
|
DRAKME, se MØNT. |
|
DØDSRIGET gen giver det græske udtryk hades (og det hebraiske sheol), som betegner det sted i den underjordiske verden, hvor de afdødes sjæle samles. Forskellig derfra er Helvede (se dette ord), der gengiver gehenna, de fortabtes pinested. |
|
DÅRE (Matt. 5, 22) betyder som skældsord: "gudsfornægter" (jfr. Sl. 14, 1; 53, 2), d.v.s. et ugudeligt og umoralsk menneske. |
|
ENGEL er oprindelig et græsk ord, der betyder sendebud. I N.T. omtales forskellige klasser af engle (se MAGTER) og skytsengle, der beskytter folkeslag eller enkelte personer og også kan træde i stedet for disse (Matt. 18, 10. Ap. G. 12, 15); menighedens engel (fortsat) ENGEL
(Åb. 2, 1. 8. 12. 18; 3, 1. 7. 14) er vel ligeledes= "menighedens skytsengel", der står i stedet for "menigheden"; betegnelsen kunne dog også sigte til menighedens forstander (biskop). Endelig nævnes skytsengle for ting, som de har herredømmet over, f. eks. vindenes engel (Åb. 7, 1), ildens engel (Åb. 14, 18), vandenes engel (Åb. 16, 5). |
|
ENKER nævnes som oftest i N.T. som ulykkeligt stillede personer, der trænger til hjælp og understøttelse. 1Tim. 5, 9 synes der at være tale om en menighedsenke, d.v.s. en ældre kvinde, hvem en bestemt tjeneste i menigheden er betroet i lighed med "menighedstjenerinderne"; det forudsættes, at der føres en fortegnelse ("listen") over de enker, der udvælges til en sådan gerning. Udsagnet 1Tim. 5, 9 kan dog også forstås som en bestemmelse om, hvilke enker der kan optages på menighedens fortegnelse over fattige, der er værdige til understøttelse. |
|
EPIKURÆISKE FILOSOFFER (Ap. G. 17, 18) har navn efter Epikur (341-270 f. Kr.), der ca. 300 stiftede en filosofisk skole i Athen. Han hævdede, at det mål, man her i livet skal stræbe efter, er nydelse, dog ikke den øjeblikkelige, men den varige nydelse; og han tilrådede derfor mådehold. I øvrigt var hans lære gudløs; hvis guderne overhovedet eksisterede, bekymrede de sig efter hans mening ikke om menneskenes forhold. Han forkastede også den hos grækerne almindelige tro på sjælens udødelighed. |
|
EURAKVILO (Ap. G. 27, 14) betegner en heftig storm fra nordøst. |
|
EVANGELIUM er et græsk ord, der betyder "godt(glædeligt)budskab" (jfr. Es. 61, 1) og i N.T. anvendes om frelsesbudskabet: at Messias nu er fremtrådt for at bringe det længselsfuldt ventede Guds rige. I 2. århundrede blev evangelium betegnelse for et skrift, der skildrer Jesu ord og gerninger. De gamle græske overskrifter på vore evangelier lyder: evangeliet efter Mattæus, d.v.s. således som Mattæus har optegnet det, evangeliet efter Markus, d.v.s. således som Markus har optegnet det o.s.v. |
|
FADER anvendtes hos jøderne (foruden i ordets ligefremme betydning) tillige som (fortsat) FADER
hædersnavn for gamle eller ansete mænd, i særdeleshed præster, profeter, fornemme embedsmænd og skriftkloge (jfr. Dom. 17, 10. 2Kong. 2, 12. Es. 22, 21). Denne betydning har ordet i Matt. 23, 9:"I skal ikke kalde nogen på jorden `fader`." |
|
FADERVOR (Matt. 6, 9 ff.) har kun kunnet ændres lidt, fordi bønnen er blevet menigheden kær i den tilvante form. På nutidssprog ville den lyde således:
"Du vor Fader, som er i Himlene. Lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske på jorden, som den sker i Himmelen. Giv os i dag vort daglige brød. Og tilgiv os vor skyld, ligesom vi har tilgivet dem, der har skyld over for os. Og led os ikke ind i fristelse; men frels os fra det onde (eller: fra den Onde)."
I den femte bøn har den ældste græske tekst en fortidsform: "ligesom vi har tilgivet (forladt)"; nutidsformen: "ligesom også vi tilgiver (forlader)" skyldes sandsynligvis senere afskriveres bestræbelser for at tilvejebringe overensstemmelse med Luk. 11, 4. Slutningsordene: "Thi Riget er dit, og magten og æren i evighed! Amen!" mangler i de ældste håndskrifter; det er en lovprisning af Gud, der først er føjet til, da Fadervor, blev anvendt som bøn ved menighedens gudstjeneste, men som derefter af senere afskrivere også blev indføjet i bibelhåndskrifterne. |
|
FARISÆERNE var en religiøs retning, der lagde megen vægt på at leve livet i nøje overensstemmelse med Moselovens mange bud og de indviklede, mundtligt overleverede bestemmelser, som de skriftkloge (se dette ord) i tidens løb havde føjet dertil ("de gamles overlevering" Mark. 7, 3. 5). Navnet betyder sandsynligvis "de afsondrede", d.v.s. de, der holder sig borte fra hoben (Joh. 7, 49); selv kaldte de sig indbyrdes "kammerater" ("fæller"). |
|
FASTEDAGEN (Ap. G. 27, 9), d.v.s. den store forsoningsdag, der fejredes den 10. dag i den 7. måned (tisjri, svarende omtrent til oktober) som en faste- og hviledag (3Mos. 16 og 23, 27 ff). |
|
FAVN, se LÆNGDEMÅL.
|
|
FORARGE betyder at volde anstød, tilskynde til synd eller frafald; i adskillige tilfælde har dette gamle udtryk kunnet erstattes med ord, der i nutiden er mere almindelige, men i enkelte velkendte bibelord (f. eks. Matt. 5, 29; 18, 6 ff.) har det været nødvendigt at bibeholde det. |
|
FORHÆNGET betegner Matt. 27, 51. Mark. 15, 38. Luk. 23, 45 og Hebr. 6, 19 det tæppe, der i templet dannede skillevæggen mellem "det hellige" og "det allerhelligste". |
|
GAMLE TESTAMENTE. Udsagn fra G.T. oversætter de nytest. forfattere i regelen ikke direkte fra den hebraiske grundtekst, men de anfører dem efter Septuaginta, d.v.s. den ældste græske oversættelse. Da denne jævnlig afviger fra den hebraiske grundtekst, som naturligvis er benyttet i vor nuværende oversættelse af G.T., bliver der hyppigt større eller mindre forskelle mellem den form, et gltest. citat har i den oprindelige sammenhæng og i den nytest. anvendelse. |
|
GRAVE i Palæstina udhuggedes ofte i klippegrund, for så vidt man ikke kunne benytte en naturlig bjerghule; indgangen blev lukket med en sten, undertiden en rund stenplade, der kunne rulles hen for åbningen og tilbage igen i en udhugget rille (Mark. 15, 46. Joh. 11, 38. Es. 22, 16). Velstående familier havde hver sit private hvilested for de døde (Matt. 27, 60); offentlige begravelsespladser fandtes derfor kun for fattige og pilgrimme (Matt. 27, 7. 2Kong. 23, 6). Da lig betragtedes som urene, kunne kun vanvittige finde på at opholde sig i gamle, ikke mere benyttede gravhuler (Mark. 5, 2); og for at mennesker ikke uforvarende skulle komme i berøring med de urene ligrester og derved selv blive urene (4Mos. 19, 16), kalkede man hvert år d. 15. adar (d.v.s. i marts måned, efter regntidens ophør) dækket over gravene i klippehulen og indgangen til hulerne hvide (Luk. 11, 44. Matt. 23, 27). Som gravmæler over berømte personer opførte man undertiden pragtfulde bygningsværker på begravelsespladserne (1Makk. 13, 27 ff.; Matt. 23, 29). |
|
"GUDFRYGTIG" eller "EN MAND, SOM FRYGTER GUD" bruges undertiden som særlig betegnelse for en hedning, der uden at (fortsat) "GUDFRYGTIG" eller "EN MAND, SOM FRYGTER GUD" blive virkelig proselyt (se dette ord) ønskede at træde i forbindelse med den jødiske religion og få lov til at overvære synagogegudstjenesten; det kunne ske, såfremt den pågældende bekendte sig til tro på den ene Gud og overholdt enkelte særlig vigtige bestemmelser i loven som spise- og sabbatsreglerne. Sådanne gudfrygtige omtales især i Ap. G. (10, 2. 22. 35; 13, 16. 26. 43. 50; 16, 14; 17, 4. 17; 18, 7; jfr. dertil i G.T. Sl. 115, 11; 118, 4; 135, 20). |
|
HADE har i N. T. en videre betydning end på dansk, således at ordet undertiden bedre kunne gengives ved: holde sig afsondret fra, forsømme, tilsidesætte, ikke tage hensyn til; se Matt. 6, 24. Luk. 14, 26; 16, 13. Joh. 12, 25. Åb. 2, 6. |
|
HALLELUJA! er et hebraisk udtryk, der betyder: "lovpris Herren!" (Ja er en forkortet form for Jahve); det anvendtes i den jødiske gudstjeneste (jfr. Sl. 104, 35; 135, 1; 136, 1) og er derfra overgået til den kristne (Åb. 19, 1. 3.6). |
|
HANEGAL (Mark. 13, 35) er navnet på den tredje af de fire nattevagter, hvori jøderne på Jesu tid (på samme måde som romerne) inddelte tidsrummet fra solnedgang til solopgang ("aften" kl. 18-21, "midnat" kl. 21-24, "hanegal" kl. 24-3 og "daggry" kl. 3-6). Navnet står i forbindelse med, at man antog, at første hanegal lød ved midnat og andet hanegal kl. 3 (jfr. Mark. 14, 30. Matt. 26, 34. Luk. 22, 34). |
|
HARMAGEDON (Åb. 16, 16) er (det synbolske) navn på det sted, hvor ved dagenes ende den afgørende kamp mod de gudsfjendske folkeslag og disses fuldstændige tilintetgørelse skal foregå; det er efter al sandsynlighed en græsk, noget forvansket gengivelse af det hebraiske har megiddo(n) d.v.s. "Megiddos bjerg", men betydningen heraf er i øvrigt meget omstridt. Megiddo var en by på Jisreel-sletten i det nordlige Palæstina; i nærheden af denne var der udkæmpet flere store slag (Dom. 5, 19. 2Kong. 23, 29). |
|
HEBRAISK er det sprog, som israelitterne talte indtil de sidste århundreder før Kristi |
|
(fortsat) HEBRAISK
fødsel, og på hvilket Det gamle Testamente (fraset enkelte små partier) er affattet. I nytestamentlig tid talte jøderne i Palæstina dog aramaisk, og dette sprog kaldes Ap. G. 21, 40; 22, 2; 26, 14. Joh. 5, 2; 19, 13 "hebraisk" (jfr. i øvrigt ARAMAISK). |
|
HEBRÆER er en gammel nationalitetsbetegnelse for jøderne, men i nytestamentlig tid anvendtes den især om de jøder, som havde bevaret kendskabet til deres aramaiske modersmål (2Kor. 11, 22. Fil. 3, 5. Ap. G. 6, 1). |
|
HELLIGE betegner i N.T. ikke blot de fuldkommen moralsk rene og syndfri, men benævnelsen bruges tillige om alle, der én gang (ved optagelse i den kristne menighed) er udsondrede fra livet i den syndige verden og indviede til livssamfund med Gud; når Paulus kalder de kristne "de hellige", anvender han ordet i sidstnævnte betydning og tænker ikke på deres sindsbeskaffenhed eller moralske livsvandel. |
|
HELVEDE gengiver græsk gehenna og er forskelligt fra "Dødsriget", der svarer til græsk hades (se DØDSRIGET). Gehenna er det gammeltestamentlige ge hinnom, d.v.s. "Hinnoms dal" syd og vest for Jerusalem (Jos. 15, 8); her havde man i gammel tid bragt børneofre til Molok, hvorfor stedet senere betragtedes som urent, og man mente, at hedningernes afstraffelse ved den sidste dom skulle finde sted dér; på denne måde blev Gehenna betegnelse for pinestedet. |
|
HERLIGHED anvendes i N. T. ofte om den stråleglans og den moralske renhed, som hører med til Guds væsen (Luk. 2, 9. Ap. G. 7, 55. Åb. 21, 11. 23). Denne guddommelige natur har også Kristus (1Kor. 2, 8. Joh. 1, 14), og det er især i Johannesevangeliet en hyppig tanke, at han åbenbarede den under sit jordeliv (2, 11; 11, 4; 13, 31; 17, 1 ff.). Ved genkomsten vil han ligeledes fremtræde med guddommelig herlighed (Mark. 8, 38; 13, 26. Matt. 24, 30; 25, 31), og gennem lidelse og opstandelse indgår han til den (Luk. 24, 26. 1Pet. 1, 11. 21. 1Tim. 3, 16). Den syndige menneskehed mangler den guddommelige herlighed (Rom. 3, 23), men det er de kristnes håb at få del i |
|
(fortsat) HERLIGHED
den (Rom. 8, 18. 21. 2Kor. 3, 18) sammen med Kristus ved hans genkomst (Kol. 3, 4. 1Pet. 4, 13 f.). |
|
HERMES (Ap. G. 14, 12) var hos grækerne navn på veltalenhedens og forretningslivets guddom, der tillige betragtedes som gudernes sendebud og tjener; romerne kaldte ham Mercurius. |
|
HERODIANERE (Mark. 3, 6; 12, 13. Matt. 22, 16) betyder tilhængere af Herodes den Store og hans kongehus; det var et jødisk parti, der stræbte efter at erhverve national uafhængighed under en fyrste af Herodes´ slægt. |
|
HERREN anvendtes i senjødedommen i stedet for det oprindelige gudsnavn Jahve, som man var blevet ængstelig for at udtale; og det blev derfor den almindelige betegnelse for Gud i den græske oversættelse af G. T. ligesom HERREN i vor bibeloversættelse. For de kristne blev Herren det navn, man gav Jesus for at tilkendegive hans guddommelighed (Fil.2, 9 ff. 1Kor. 8, 5 f.), og det erstattede ofte (jfr. Ap. G. 2, 36. 1Kor. 12, 3. Rom. 10, 9. 2Kor. 4, 5) i hedningekristne kredse den af de jødekristne anvendte betegnelse: Messias (Kristus; se dette ord); hos Paulus betyder Herren i almindelighed Kristus. -Ap. G. 25, 26 står ordet undtagelsesvis efter den almindelige græsk-romerske sprogbrug som betegnelse for kejseren. |
|
HIMMELEN (i enkelttal Matt. 5, 18; 6, 10 o.s.v.) og HIMLENE (i flertal Matt. 3, 16. 17; 5, 12. 16 o.s.v.) bruges i flæng uden nogen forskel i betydning. Flertalsformen hænger sammen med den opfattelse, at der er flere himle, den ene oven over den anden (jfr. 2Kor. 12, 2). Hyppigt anvendes "Himmelen" som omskrivning for Gudsnavnet (se HERREN), f. eks. Luk. 15, 18 og især i udtrykket: Himmeriget (d.v.s. Himlenes rige; se dette ord), der i Mattæusevangeliet har samme betydning som "Guds rige". I udgaver af N. T. med ny retskrivning skrives Himmelen med stort H, hvor det er en omskrivning for Gudsnavnet eller betegnelse for Guds bolig.
|
|
HIMMERIGET er en tillempning af "Himlenes rige" eller "Himmelriget"; se HIMMELEN. |
|
HJERTET bruges i Bibelen i overensstemmelse med den almindelige opfattelse i oldtiden som betegnelse for bevidsthedslivet, dels for følelserne (Mark. 12, 30. 2Kor. 7, 3), dels for forstanden og tænkeevnen (Matt. 9, 4; 13, 15; 15, 19. Luk. 24, 38) og dels for viljestilskyndelser og beslutninger (2Kor. 9, 7. Hebr. 10, 22. Rom. 2, 5). |
|
HORN nævnes oftere i Det gamle Testamente (f. eks. 1Sam. 2, 10) som symbol på kraft eller magt. Luk. 1, 69 hedder det, at Herren har "oprejst os et frelsens horn" (= en kraftig frelse); der kan dog også dermed specielt være sigtet til de "horn" (fremspring), der sad på brændofferalterets fire hjørner og ydede dem, der klyngede sig dertil, beskyttelse mod deres forfølgere (2Mos. 27, 2. 1Kong. 1, 50); på lignende måde skulle da Messias blive en frelser og beskytter. |
|
HOSIANNA (Mark. 11, 9. Matt. 21, 9. Joh. 12, 13) er et hebraisk udtryk (hentet fra Sl. 118, 25), som betyder: "Giv dog frelse!" eller "Hjælp dog!"; men efterhånden var det blevet til et almindeligt hyldestråb, nærmest svarende til "hil!" "leve!" el. lign. |
|
HÆRAFDELING anvendes Ap. G. 10, 1; 21, 31; 27, 1 som gengivelse af kohorte , 1/10 legion (se dette ord); en fuldtallig kohorte var på 600 mand. I evangelierne (Matt. 27, 27. Mark. 15, 16. Joh. 18, 3. 12) gengives samme græske ord ved: "vagtmandskabet". |
|
HÆRFØRER, se KOMMANDANT og LEGION. |
|
HØVEDSMAND benyttes til at gengive den romerske officersbetegnelse: centurion, d.v.s. befalingsmand over ca. 100 mand; titlen svarer således nærmest til kaptajn (kompagnichef) i nutiden; men i den romerske hær betragtedes centurionerne som underofficerer. |
|
JESUS er den senere græske udtale af det gammeltestamentlige navn Josua, som egentlig betyder: "Herren er frelse" (jfr. Matt. 1, 21). |
|
KANANÆERE hed det folk, som boede i Palæstina før israelitternes indvandring i landet, og som efterhånden blev udryddet eller gik op i erobrerfolket (1Mos. 12, 6; 13, 7. Jos. 5, 1 ff. Dom. 1, 4 ff.). Når der Matt. 15, 22 på Jesu tid er tale om en "KANANÆISK" kvinde, skal dermed rimeligvis kun tilkendegives, at den pågældende var hedning, og evangelisten vil næppe antyde, at fønikerne var efterkommere af de gamle kananæere. Mark. 7, 26 hedder det, at kvinden var af "syrisk-fønikisk" herkomst", d.v.s. fra den del af Fønikien, som hørte med til provinsen Syrien. En af Jesu tolv apostle, Simon, førte tilnavnet "KANANÆER"; men dette staves i den græske grundtekst på en anden måde og har ikke noget med folkenavnet at gøre; det er et aramaisk ord, som betyder "den nidkære" og svarer til det græske "Zelotes" (se dette ord). |
|
KEFAS, se PETER. |
|
KERUBER er (Hebr. 9, 5) overjordiske væsener, der Ez. 1 og 10 skildres med delvis dyrisk skikkelse (jfr. Åb. 4, 6 ff.); de bærer "Herrens trone" (1Sam. 4, 4), og Herren farer frem på keruberne som på en vogn (jfr. Sl. 18, 11 f.). |
|
KIRKE anvendes som gengivelse af græsk ekklesia på de steder, hvor ordet står som betegnelse for hele det kristne kirkesamfund; hvor det derimod står om den enkelte lokale menighed, oversættes det ved menighed. Da den enkelte menighed betragtedes som den stedlige repræsentant for hele den kristne kirke, kan det undertiden være vanskeligt at afgøre, i hvilken betydning ordet er brugt; i sådanne tvivlstilfælde gengives det ved menighed, som i de ældre oversættelser altid anvendtes som gengivelse af ekklesia. |
|
KNIVSTIKKERE (Ap. G. 21, 38) gengiver sikarioi (af det latinske sica= dolk), som betegnede en yderliggående retning inden for zelotpartiet (se ZELOTES). De mente, at man ikke tålmodigt skulle afvente Herrens indgriben til befrielse af hans folk, men at man selv skulle begynde med våbenmagt at bekæmpe romerne og afkaste deres åg. Knivstikkerne gik rundt på gaderne og snigmyrdede deres modstandere, ikke blot romerne, men også jøder, som stillede sig |
|
(fortsat) KNIVSTIKKERE
venligt eller neutralt over for det romerske herredømme. I tiden ned imod Jerusalems ødelæggelse år 70 e. Kr. tiltog disse fanatikere både i antal og dristighed, og under opstanden mod romerne var de meget virksomme. |
|
KOLONI kaldes Ap. G. 16, 12 byen Filippi, og derved sigtes til, at kejser Augustus havde ladet et stort antal romerske veteraner (forhenværende soldater) bosætte sig dér; medlemmerne af en sådan militærkoloni havde alle romersk borgerret, og byen blev også på forskellige andre måder begunstiget, bl.a. ved et vist lokalt selvstyre, skattelempelser og en særlig retspleje. |
|
KOMMANDANT eller hærfører (Mark. 6, 21. Ap. G. 25, 23. Åb. 6, 15; 19, 18) anvendes som gengivelse for militærtribun, en højere officer ("oberst") i den romerske hær; ved en legion (se dette ord) var der 6 militærtribuner, der hver havde kommando over en kohorte. |
|
KRAFTEN står Matt. 26, 64. Mark. 14, 62. Luk. 22, 69 som en omskrivning for Gud, hvis navn man i senjødedommen undgik at nævne (se HIMMELEN). |
|
KRISTUS er oprindelig et græsk ord, der betyder "den salvede" ligesom det hebraiske Messias (jfr. Joh. 1, 41; 4, 25); i nytestamentlig tid forstod man derved den fremtidige konge, som jøderne på grundlag af profeternes udsagn (de "messianske forjættelser") ventede engang skulle komme og ved Guds underfulde indgriben oprette et herlighedsrige for Israel. Når de kristne kaldte Jesus for Kristus (= Messias), tilkendegav de derved, at de betragtede ham som den, der havde bragt eller skulle bringe opfyldelsen af disse profetiske forjættelser. I vor moderne sprogbrug er Kristus imidlertid blevet et egennavn; skal vi betegne Jesus som opfylderen af profetierne, må vi anvende det hebraiske udtryk "Messias"; og dette burde egentlig være sket i de tilfælde, hvor det er sikkert, at meningen er: "den af profeterne forjættede frelser" (f. eks. Matt. 2, 4; 16, 16. 20; 24, 5. 23; 26, 63. 68; 27, 17. 22. Joh. 1, 20. 25. 41; 3, 28; 4, 25. 29. Ap. G. 2, 31. 36; 3, 20; 5, 42 o.s.v.). Luk. 2, 26. Ap. G. 3, 18; 4, 26. Åb. 11, 15; 12, 10 er |
|
(fortsat) KRISTUS
Kristus oversat som "(Herrens) Salvede". |
|
KØD forekommer i bibelsk sprogbrug i mange forskellige betydninger, som ordet ikke har på dansk; en ordret oversættelse virker derfor ofte uforståelig, men er alligevel af hensyn til beslægtede udtryk i sammenhængen (eller af andre grunde) undertiden nødvendig; i adskillige tilfælde har det dog været muligt at vælge en friere gengivelse, således som det ses af den følgende oversigt. Foruden om kødet som stof anvendes ordet i N. T. ofte, hvor vi ville sige: legeme, f. eks. Mark. 10, 8. 1Kor. 6, 16. Ef. 5, 31. Ap. G. 2, 31. 1Joh. 4, 2. 2Kor. 4, 11. Rom. 2, 28. Gal. 2, 20; 6, 13 ("jeres kød"= jeres omskårne legeme); Kol. 2, 1 ("mit åsyn i kødet"= mit legemlige ansigt), hvorfor det da også jævnlig (f. eks. 1Kor. 5, 5. 2Kor. 7, 1. Fil. 1, 24. 1Pet. 3, 21; 4, 6. Hebr. 10, 20) er oversat "legeme" eller (f. eks. Gal. 4, 13. Kol. 2, 5): "legemlig". I andre tilfælde svarer kød nærmest til menneske på dansk, f. eks. Joh. 1, 14; når det ikke drejer sig om gammeltestamentlige citater (f. eks. Luk. 3, 6. 1Pet. 1, 24) er "alt kød" derfor gengivet som: "alle mennesker" (Joh. 17, 2); der kan specielt være tænkt på menneskenaturen eller det naturlige, uigenfødte menneske, f. eks. i vendingen "kød og blod" Matt. 16, 17. Gal. 1, 16. Ef. 6, 12. Hebr. 2, 14 (i Rom. 11, 14 er dog "mit kød og blod"= mine kødelige landsmænd), og da udtrykkes meningen ofte på dansk bedst ved et tillægsord (biord); Rom. 1, 3; 4, 1; 9, 5. 8. 1Kor. 10, 18. Hebr. 12, 9 er derfor oversat: "kødelig", 1Kor. 7, 28: "timelig", Kol. 1, 22: "jordisk", 1Kor. 1, 26. 2Kor. 10, 2: "verdslig", 2Kor. 11, 18. Fil. 3, 3: "udvortes" og Filem. 16: "menneskelig"; på lignende måde betyder "efter kødet" Gal. 4, 23: på menneskelig vis, "på grund af kødet" Gal. 6, 12: på grund af udvortes fortrin og "efter kødet" 2Kor. 5, 16: efter ydre fremtræden. "af køds vilje" Joh. 1, 13: af sanselig lyst. Endelig betyder kød ofte, især hos Paulus, den svage, syndige menneskenatur, f. eks. Rom. 7, 5. 25; 8, 3 ff. 8 ff. Gal. 3, 3; 5, 13. 16 f. 24; 6, 8 samt Matt. 26, 41. Mark. 14, 38. 1Joh. 2, 16. Jud. 23; i enkelte sammenhænge har dette kunnet udtrykkes |
|
(fortsat) KØD
ved at oversætte: "kødelig" (Kol. 2, 11. 2Pet. 2, 18), "kødelig natur" (Rom. 6, 19. 2Kor. 1, 17) eller "den syndige menneskenatur" (Kol. 2, 23). |
|
LEGION var en større romersk hærafdeling, der i nytestamentlig tid udskreves med 6000 mand, men efter nogen tids krigstjeneste var betydelig mindre; den var inddelt i 10 kohorter (vagtmandskab Matt. 27, 27. Mark. 15, 16. Joh. 18, 3; eller hærafdeling Ap. G. 10, 1; 21, 31; 27, 1), som atter hver bestod af 6 centurier; en legion havde endvidere 60 centurioner (se HØVEDSMAND), en for hver centurie, men kun 6 militærtribuner (hærførere, Mark. 6, 21. Ap. G. 25, 23. Åb. 6, 15; 19, 18; ellers: kommandanter), der hver befalede over en kohorte. Mark. 5, 9 og Luk. 8, 30 er legion anvendt som almindelig betegnelse for et meget stort antal. |
|
LITER, se RUMMÅL. |
|
LOVEN anvendes i N. T. - foruden i almindelig betydning- ofte som betegnelser for Moseloven eller de fem Mosebøger, og da disse regnedes for den vigtigste del af G. T., betegner ordet tillige i enkelte tilfælde (Joh. 10, 34; 12, 34) hele Det gamle Testamente; denne betydning har også udtrykket loven og profeterne (f. eks. Matt. 22, 40. Luk. 16, 16; 24, 44). |
|
LOVKYNDIGE og LOVLÆRERE, se SKRIFTKLOGE. |
|
LOVLØSHEDENS MENNESKE (2Tess. 2, 3) og DEN LOVLØSE (2Tess. 2, 8) er betegnelser for Antikrist (se dette ord). |
|
LYSESTAGE var i oldtiden i regelen et stativ, hvorpå man stillede små olielamper. |
|
LÆDERSÆKKE (Matt. 9, 17. Mark. 2, 22. Luk. 5, 37 f.) var garvede dyrehuder, som man syede sammen og benyttede til opbevaring af vin, vand og andre flydende varer. |
|
LÆNGDEMÅL gengives for flertallets vedkommende ved ældre danske betegnelser (mil, favn, alen), der tilnærmelsesvis svarer til de græske; et enkelt (stadie) har i sin fremmede form fået hjemstedsret i dansk og er derfor bibeholdt. Det drejer sig om |
|
(fortsat) LÆNGDEMÅL
følgende:
Mil gengiver Matt. 5, 41 million, en romersk mil= ca. 1, 5 km.
Stadie er et græsk længdemål (stadion)= 192 m (eller henved 1/8 romersk mil).
Favn gengiver orgyja, en græsk favn= ca. 1, 9 m (= 1/100 stadie).
Alen gengiver pechys, en græsk alen= ca. 46 cm. |
|
LØFTE er Ap. G. 18, 18; 21, 23 betegnelse for det såkaldte nasiræatsløfte, hvorom bestemmelserne findes 4Mos. 6, 1 ff. ; derefter var en nasiræer en til Gud særlig "indviet" person, der måtte afholde sig fra nydelse af vin og andre stærke drikke, lade være at klippe sit hår og undgå enhver berøring med lig. Oprindelig gjaldt forpligtelsen for hele livet (Samson Dom. 13, 4 f.; Samuel 1Sam. 1, 11), men senere kunne man påtage sig et nasiræatsløfte for en i forvejen fastsat, nærmere begrænset tidsperiode, f. eks. en måned; og dette gjorde man hyppigt, hvis man blev ramt af sygdom eller andre ulykker, eller hvis der forestod længere rejser eller farlige situationer, i hvilke man ønskede Guds hjælp. Ved periodens afslutning indfandt man sig i templet, lod sig klippe på højtidelig vis og bragte et betydeligt antal ofre (Ap. G. 21, 23 f.).
Fra de fjernere egne af "adspredelsen" kunne dog kun velstående jøder få råd til den lange rejse og på forskriftsmæssig måde afslutte en nasiræatsperiode i templet; småfolk måtte se bort fra ofrene, der jo kun kunne bringes i Jerusalem, og nøjes med den højtidelige hårklipning (Ap. G. 18, 18). |
|
LØVHYTTEFESTEN (Joh. 7, 2) er en jødisk højtid, som fejredes 15. -21. tisjri (svarende til vor oktober) i anledning af vin-, frugt- og olivenhøsten; navnet kommer af, at man i disse dage så vidt muligt opholdt sig i løvhytter af palme- eller olivengrene, og sådanne blev derfor anbragt på hustagene, i gårde, på torve og åbne pladser og lign. steder. Oprindelig var det en høstfest, men senere blev den mere fejret til minde om den hjælp og beskyttelse, folket havde fået af Herren under ørkenvandringen; opholdet i løvhytterne skulle da føre tankerne hen på |
|
(fortsat) LØVHYTTEFESTEN
den tid, da forfædrene havde levet i telte (jfr. 2Mos. 23, 16. Neh. 8, 14 ff.). |
|
MAGTER betegner- i forbindelserne magter og myndigheder (Ef. 3, 10; 6, 12. Kol. 2, 15), tronende ånder eller herskere eller magter eller myndigheder (Kol. 1, 16), engle eller åndemagter (Rom. 8, 38 jfr. 2Pet. 2, 10. Jud. 8), magt og myndighed og kraft (1Kor. 15, 24)- ligesom de øvrige her nævnte udtryk forskellige klasser af engle. Jud. 9 kaldes således Mikael ærkeengel (overengel). I Gal. 4, 3. 9. Kol. 2, 8. 20 betegner magterne de englevæsener, der står bag ved elementerne (ilden, luften, vandet o. s. v.) og hersker over dem; (jfr. elementerne 2Pet. 3, 10, vandenes engel Åb. 16, 5, ildens engel Åb.14, 18, vindenes engel Åb. 7, 1). |
|
MAJESTÆTEN står Hebr. 1, 3; 8, 1 som en omskrivning for Gud, hvis navn man i senjødedommen undgik at nævne (se HIMMELEN). |
|
MAMMON er et aramaisk udtryk for verdslig rigdom, jordisk gods (Matt. 6, 24. Luk. 16, 9. 11. 13). |
|
MARAN ATA (1Kor. 16, 22) er et aramaisk udtryk, der betyder "Vor Herre er kommen" (jfr. Fil. 4, 5); det kan også læses Marana ta "Vor Herre, kom" (jfr. Åb. 22, 20). |
|
MENIGHED, se KIRKE. |
|
MENIGHEDSTJENER (Fil. 1, 1. 1Tim. 3, 8. 12) gengiver det græske diakonos (diakon), som i al almindelighed betyder: tjener, men i kristelig sprogbrug særlig betegner en person, som varetager omsorgen for fattige og syge i menigheden (jfr. Ap. G. 6, 3 ff.). Rom. 16, 1 omtales en "MENIGHEDSTJENERINDE" (græsk: diakonisse), og sådanne er der også tænkt på 1Tim. 3, 11. |
|
MENNESKESØNNEN er et udtryk, hvormed Jesus i evangelierne hyppigt betegner sig selv; det stammer fra Dan. 7, 13 og betød oprindelig kun: et enkelt menneske, men i nytestamentlig tid var det blevet betegnelse for Messias. |
|
MESSIAS, se KRISTUS.
|
|
MIL, se LÆNGDEMÅL. |
|
MINE, se MØNT OG VÆGT. |
|
MOLOK (Ap. G. 7, 43) var en kananæisk himmelguddom, ammonitternes hovedgud, til hvis ære man i Juda rige, især under kongerne Akas og Manasse, ofrede børn (2Kong. 23, 10). |
|
MORBÆRFIGENTRÆ (Luk. 19, 4) er et anseligt træ, der leverede fortrinligt gavntømmer; frugterne, der i det ydre havde nogen lighed med figener, tjente til føde for fattigfolk. |
|
MYRRA (Matt. 2, 11. Mark. 15, 23. Joh. 19, 39) er egentlig harpiks af en i Sydarabien voksende plante, som benyttes til røgelse; men ordet anvendes også om andre vellugtende eller stærkt krydrede plantestoffer. |
|
MØNT OG VÆGT gengives for de større værdiers vedkommende med de i grund-
teksten anvendte græske eller latinske benævnelser, da de fleste af disse (denar, drakme, statér, sekel, mine, talent) har fået indpas i dansk bibelsprog; kun ved visse småbeløb eller andre angivelser, hvor den nøjagtige størrelse er uden betydning, og hvor grundtekstens udtryk (as, kvadrans, lepton og litra) i nutidssproget virker temmelig fremmede, er der anvendt nogenlunde tilsvarende (ældre) danske mønt- og vægtbetegnelser (skilling, øre, småskilling og pund).
De sølvmønter, der i nytestamentlig tid brugtes i Palæstina, var romerske (eller græske), og nogle af dem bar kejserens billede (Mark. 12, 15 f.); derimod var kobbermønterne præget i landet. Den nedenfor angivne værdi af mønterne i danske penge går ud fra, at en denar = en drakme = ca. 4, 3 g sølv, hvis værdi er ca. 70 øre efter normalkurs; men selvfølgelig var pengenes købekraft langt større, hvad man bl. a. kan se af, at en denar var den sædvanlige dagløn for en arbejdsmand (Matt. 20, 9 ff.) og ligeledes den almindelige hotelpris for nattelogi og forplejning i et døgn (Luk. 10, 35).
Denar (denarion, denarius) = ca. 70 øre.
Drakme (drachme) = denar = ca. 70 øre.
Tempelskat er gengivelse af dobbeltdrakme (didrachmon) = 2 drakmer = ca. 1, 40 kr. |
|
(fortsat) MØNT OG VÆGT
Statér (stater, tetradrachmon) = 4 drakmer = ca. 2, 80 kr.
Sekel (siklos) = statér = ca. 2, 80 kr.
Sølvpenge (argyrion) står Matt. 26, 15; 27, 3, sandsynligvis for statérer (à ca. 2, 80 kr.), Ap. G. 19, 19 derimod for drakmer (à ca. 70 øre).
Mine (mna) = 100 drakmer = ca. 70 kr. ; som vægtbetegnelse = ca. 440 g.
Talent (talanton) = 60 miner = 6000 drakmer = ca. 4200 kr. ; som vægtbetegnelse = ca. 26, 5 kg.
Skilling gengiver as (assarion, assarius) =
1/16 denar = ca. 4 øre.
Øre gengiver Matt. 5, 26. Mark. 12, 42 kvadrans (kodrantes, quadrans) = 1/4 as = ca. 1 øre; Luk. 12, 59 lepton = 1/2 kvadrans = ca. 1/2 øre.
Småmønt gengiver lepton (lepton) = 1/2 kvadrans = 1/2 øre. Mark. 12, 42. Luk. 21, 2.
Pund svarer som vægtbetegnelse til et romersk pund (litra, libra) = ca. 325 g; som møntbetegnelse til mine = ca. 70 kr. |
|
MÅL, se RUMMÅL. |
|
MÅNESYGE (Matt. 4, 24; 17, 15) kaldte man i oldtiden mennesker, der led af epilepsi eller lignende forstyrrelser i nervesystemet. Navnet kommer af, at man satte sygdommen i forbindelse med skadelig indflydelse fra månen (jfr. Sl. 121, 6). |
|
NARDUS (Mark. 14, 3. Joh. 12, 3) er benævnelse for en i Indien hjemmehørende plante, hvoraf man udvandt en kostbar, vellugtende olie, som anvendtes til salve (jfr. Højs. 1, 12; 4, 14). |
|
NATTEVAGT betegner i N. T. (Mark. 6, 48. Matt. 14, 25; 24, 43. Luk. 12, 38) en vis del af tiden fra solnedgang til solopgang. Oprindelig inddelte jøderne natten i tre nattevagter, hver på fire timer, altså kl. 18-22, kl. 22-2 og kl. 2-6; men på Jesu tid havde man overtaget den romerske inddeling i fire nattevagter, hver på tre timer, altså kl. 18-21, kl. 21-24, kl. 24-3 og kl. 3-6; sædvanlig kaldte man disse fire perioder henholdsvis: "aften", "midnat", "hanegal" og "daggry" (Mark. 13, 35). |
|
NAZARÆER forekommer Mark. 14, 67. Ap. G. 3, 6; 26, 9 (jfr. Matt. 2, 23) som tilnavn til Jesus med betydningen: "fra Nazaret"; |
|
(fortsat) NAZARÆER
Ap. G. 24, 5 kaldes de kristne "nazaræere", fordi de var tilhængere af "nazaræeren", Jesus fra Nazaret. |
|
NYE TESTAMENTES GRÆSKE GRUNDTEKST måtte indtil bogtrykkerkunstens opfindelse i 15. århundrede mangfoldiggøres ved afskrivning, og fra denne lange periode har vi bevaret ca. 4000 håndskrifter af forskellig slags. De ældste pergamenthåndskrifter går tilbage til 4. århundrede, men der er i nyere tid fundet større og mindre papyrusbrudstykker fra 3. og 2. århundrede. Håndskrifterne afviger indbyrdes i en mængde enkeltheder, og man regner, at der findes mellem 100.000 og 150.000 sådanne varianter; men i de fleste tilfælde er de uden større betydning for meningen. Den græske tekst, Luther benyttede til sin oversættelse, hvilede på ret sene håndskrifter, hvori der havde indsneget sig adskillige fejl; og med Lutherbibelen trængte denne tekstform igennem i de lutherske lande, hvor den har holdt sig lige til nyeste tid. Den moderne tekstkritik har imidlertid på grundlag af de ældste håndskrifter udformet en bedre tekst, som kommer den oprindelige adskilligt nærmere, og som naturligvis må benyttes ved en oversættelse i nutiden. Denne vil derfor på forskellige punkter afvige fra den ældre bibeltekst (f. eks. Luk. 2, 14); den væsentligste forskel er, at en række større og mindre tilføjelser (ofte hele vers eller længere sætninger), som kun findes i senere håndskrifter, nu må udgå. Egentlig burde de helt forsvinde; men da de har stået i ældre bibeloversættelser, gengives de stadig i kantet parentes eller forsynede med en note, der oplyser, at det pågældende vers eller versafsnit mangler i de ældste håndskrifter (se f. eks. Matt. 5, 44; 6, 13; 12, 47; 16, 2-3; 17, 21; 18, 11; 23, 14). To større tilføjelser er af særlig interesse, nemlig Mark. 16, 9-20 og Joh. 7, 53-8, 11; disse stykker hørte sikkert ikke med til den oprindelige tekst. |
|
NYMÅNE (Kol. 2, 16) er et kort udtryk for nymånedagen, d. v. s. dagen efter at man havde iagttaget månenyet. Derfra regnede man begyndelsen af den nye måned, og dens første dag fejredes som en festdag, ligesom |
|
(fortsat) NYMÅNE
sabbaten, med hvile fra arbejde og med forøgede ofre (jfr. 4Mos. 28, 11 ff. Ez. 46, 6 f. Amos 8, 5. Es. 1, 13). |
|
NÆSTFØRSTE SABBAT, se SABBAT. |
|
NØGEN (Joh. 21, 7) kaldte man blandt jøderne undertiden den, som kun var iført underkjortel (skjorte) og manglede kappen (jfr. Es. 20, 3. Mik. 1, 8). - I 2Kor. 5, 3 anvendes ordet billedligt om menneskesjælen, der i Dødsriget ikke har noget legeme. |
|
OMSKÆRELSE er en lille operation, hvorved man fjerner "forhuden" på det mandlige lem. Rettroende jøder lod deres drengebørn omskære på den ottende dag efter fødselen (Luk. 2, 21. Ap. G. 7, 8); omskærelse bliver derfor en betegnelse for jødedom (den jødiske religion) eller jødekristendom (1Kor. 7, 19. Gal. 5, 6; 6, 15), forhud for hedenskab eller hedningekristendom. De græske udtryk brugtes undertiden om personer, men gengives da: "omskårne" og "uomskårne". For jøden var omskærelsen et pagtstegn (1Mos. 17, 11), der viste, at han tilhørte Guds ejendomsfolk. Men allerede nogle af Det gamle Testamentes profeter lærte, at til den legemlige omskærelse må der svare en åndelig tilslutning til pagten, en "hjertets omskærelse" (Jer. 4, 4) jfr. Rom. 2, 29. Den kristne dåb, der er en optagelse i den nye pagts folk, Guds (nye) Israel (Gal. 6, 16), betegnes som det kristelige sidestykke til omskærelsen (Kol. 2, 11 f.), og de kristne kan derfor kaldes de sande "omskårne" (Fil. 3, 3). |
|
PAGT betyder egentlig overenskomst mellem to parter med særlig tanke på forpligtelser for begge; en sådan dobbeltsidig pagt sluttedes på Sinaj mellem Herren og Israels folk (2Mos. 19, 2 ff. ; 24, 1 ff.). Ordet bruges imidlertid også i G. T. således, at der alene tænkes på den forpligtelse, som Gud påtager sig; og det får derved omtrent samme betydning som forjættelse. Det hebraiske ord for pagt gengives i den græske oversættelse af G. T. ved diatheke, der egentlig betyder testamente, d. v. s. en afdøds sidste vilje, hvorved han bortskænker sine efterladenskaber. Tanken føres også derved hen på et løfte om fremtidige goder, og |
|
(fortsat) PAGT
diatheke kom således i nytestamentlig sprogbrug til at betyde både pagt og testamente; herpå bygger bevisførelsen i Hebr. 9, 15 ff. ; jfr. Gal. 3, 15 ff. Ligesom den jødiske religion hviler på pagten fra Sinaj ("den gamle pagt"), taler Paulus om kristendommen som den nye pagt (1Kor. 11, 25. 2Kor. 3, 6); og de hellige skrifter kaldes derfor dels "den gamle pagts (eller Det gamle Testamentes) hellige skrifter", dels "den nye pagts (eller Det nye Testamentes) hellige skrifter". |
|
PERSEKAR (Åb. 14, 19 f.; 19, 15) var en i en klippe udhugget beholder, hvorfra der var afløb til en lavere beliggende cisterne; i et sådant persekar kastede man de modne vindruer og trampedemed fødderne saften ud, således at den kunne opsamles i cisternen nedenunder. |
|
PETER (græsk: Petros) er et navn, som betyder "sten, klippe" (Matt. 16, 18); samme betydning har det aramaiske navn Kefas (Joh. 1, 42). |
|
PINSEDAGEN(Ap. G. 2, 1) eller PINSEFESTEN (Tob. 2, 1) er navnet på den højtid, som i G. T. (2Mos. 34, 22. 4Mos. 28, 26. 5Mos. 16, 10) kaldes ugefesten og Tob. 2, 1 de syv ugers fest, fordi den fejredes syv uger efter påsken (jfr. 3Mos. 23, 15); ordet "pinse" kommer af det græske pentekoste, der betyder: "den halvtredsindstyvende (dag)". Oprindelig var den en takkefest for kornhøsten (3Mos. 23, 16 ff.), men rabbinerne opfattede den som en mindefest for lovgivningen på Sinaj. |
|
PROSELYT er i N.T. (Matt. 23, 15. Ap. G. 2,11; 6, 5; 13, 43) betegnelse for en hedning, der er gået over til jødedommen, har ladet sig omskære og anerkender forpligtelsen til at overholde alle Moselovens bestemmelser (jfr. GUDFRYGTIG). |
|
PUND, se MØNT OG VÆGT. |
|
PÅSKEFESTEN (til minde om udvandringen fra Ægypten) er den vigtigste højtid, der fejredes 14. nisan (svarende til vor april) umiddelbart forud for de usyrede brøds højtid 15. -21. nisan; i nytestamentlig tid betragtedes |
|
(fortsat) PÅSKEFESTEN
de to fester som én (Luk. 22, 1. Mark. 14, 1), der snart (f. eks. Matt. 26, 2. Joh. 2, 23; 19, 14) kaldes påske, snart (f. eks. Matt. 26, 17. Mark. 14, 1. 12. Ap. G. 12, 3; 20, 6) de usyrede brøds højtid (dage). |
|
RABBI betyder egentlig: min herre! og var hos jøderne det udtryk, hvormed disciplen tiltalte sin lærer (Matt. 23, 7 f. ; 26, 25. Joh. 1, 38; 3, 2); det anvendtes også som hædersnavn for berømte skriftkloge. En anden form for tiltaleordet er RABBUNI (Mark. 10, 51. Joh. 20, 16). |
|
RAKA (Matt. 5, 22) betyder egentlig "tom" og var hos jøderne et hånligt skældsord: Du tomhjernede menneske! |
|
RIGET anvendes enkelte steder (f. eks. Matt. 4, 23; 8, 12; 13, 19. 38. Luk. 12, 32. Ap. G. 1, 6; 20, 25) som et kort udtryk for Himmeriget eller Guds rige (se HIMMERIGET). |
|
RUMMÅL angives altid med tilnærmelsesvise danske betegnelser, fordi de i den græske grundtekst anvendte udtryk på dansk ville lyde meget fremmede. Det drejer sig om følgende:
Anker gengiver den hebraiske betegnelse bat (græsk: batos), der i nytestamentlig tid regnedes = ca. 39, 5 l.
Spand gengiver den græske betegnelse metretes, der ligesom en bat rummede ca. 39, 5 l; det var kun mål for flydende varer.
Skæppe gengiver Matt. 5, 15. Mark. 4, 21. Luk. 11, 33 det latinske modius (græsk: modios) = ca. 8, 75 l.
Tønde gengiver den hebraiske betegnelse kor (græsk: koros), der regnedes = 10 bat = ca. 395 l.
Mål gengiver den hebraiske betegnelse sea (græsk: saton), som regnedes = 1/3 bat = ca. 13 l.
Liter gengiver det græske kornmål choinix, der svarede til 1/36 bat = ca. 1, 1 l. |
|
RÅDET (Matt. 26, 59. Mark. 14, 55. Luk. 22, 66. Ap. G. 5, 21 ff.; 6, 12 ff.; 23, 1 ff.) eller DET STORE RÅD (Matt. 5, 22) betegner synedriet i Jerusalem, som på Jesu tid var jødernes højeste styrende og dømmende myndighed i de anliggender, hvori romerne overlod dem selvstyre. Forsamlingen talte 71 |
|
(fortsat) RÅDET
medlemmer med den fungerende ypperstepræst som formand; i øvrigt bestod den af ypperstepræsterne, de ældste, d. v. s. repræsentanter for de mest ansete ikke-præstelige familier, samt endelig skriftkloge (se dette ord). Alle tre grupper er nævnt i Mark. 15, 1; men ofte nøjes man med at omtale ypperstepræsterne og de ældste. |
|
SABBAT er hos jøderne navn på den syvende dag i ugen (lørdag); den fejredes som streng hviledag, hvor alt ikke absolut nødvendigt arbejde var forbudt; bl. a. måtte man i det højeste gå 2000 hebraiske alen ( = ca. 1 km), og en sådan strækning kaldtes derfor en SABBATSVEJ (Ap. G. 1, 12). Den Luk. 6, 1 omtalte NÆSTFØRSTE SABBAT er et gådefuldt udtryk; måske tænkes herved på den første sabbat efter påske. |
|
SADDUKÆERNE er et jødisk parti, der på Jesu tid udgjordes af de fornemste præstefamilier og deres tilhængere. I tidens løb var dette præstearistokrati blevet verdsliggjort og interesserede sig især for politik, penge og græsk-romersk kultur; de anerkendte kun de fem Mosebøger, men afviste de af de skriftkloge senere tilføjede bestemmelser ("de gamles overlevering" Mark. 7, 3. 5) og forkastede (i modsætning til farisæerne) troen på legemets opstandelse (Mark. 12, 18) og på engle og ånder (Ap. G. 23, 8). Navnet "saddukæer" udledes af Sadok (Zadok), der var en af de ledende præster i Jerusalem på Davids og Salomons tid (2Sam. 8, 17; 15, 24. 1Kong. 1, 8). |
|
SALVNING MED OLIE omtales i G. T. ved indvielse af konger, f. eks. Saul (1Sam. 10, 1) og David (1Sam. 16, 13), af ypperstepræsten ("den salvede præst" 3Mos. 4, 3) og af en profet (1Kong. 19, 16); i nytestamentlig tid blev derfor DEN SALVEDE betegnelse for Messias (se KRISTUS), og det hedder Ap. G. 4, 27; 10, 38, at Gud (ved dåben) "salvede" Jesus og således meddelte ham Helligånd. 1.Joh. 2, 20. 27 står SALVELSE som betegnelse for selve Helligånden. |
|
SATAN, se DJÆVEL. |
|
SEKEL, se MØNT OG VÆGT. |
|
SENG var for den almindelige befolkning i |
|
(fortsat) SENG
Palæstina en måtte eller madras, på hvilken man sov indhyllet i sin kappe (2Mos. 22, 26 f.); på et sådant leje tænkes der, når det Mark. 2, 9. Matt. 9, 6. Luk. 5, 24 hedder: Stå op, tag din seng (båre) og gå hjem! |
|
SILDIGREGN, se TIDLIGREGN OG SILDIGREGN. |
|
SJÆLELIG anvendes 1Kor. 2, 14; 15, 44 f. Jak. 3, 15. Jud. 19 om det, der ligger imellem kødelig (materiel) og åndelig (jfr. 1Tess. 5, 23), d. v. s. det naturlige, af Guds Ånd uberørte menneske. Ellers betegnes dobbeltheden i den menneskelige natur enten med ånd og kød eller med sjæl og legeme; ånd og sjæl benyttes således om den højere side af mennesket (jfr. Fil. 1, 27. Luk. 1, 46 f.), kød og legeme om den lavere, sanselige. |
|
SKILLING, se MØNT OG VÆGT. |
|
SKRIFTKLOGE hedder i N. T. de jødiske lærere, der havde til opgave dels at studere Moseloven og udforme den til anvendelse på alle mulige tænkte eller virkeligt indtrufne tilfælde, dels at undervise deres disciple ved mundtligt at gentage for dem både lovens bestemmelser og de afgørelser, som berømte lærere i fortiden havde truffet ("de gamles overlevering" Mark. 7, 3. 5.). De nævnes ofte, især i Mattæusevangeliet, sammen med farisæerne (se dette ord); men selv om de fleste skriftkloge hørte til farisæernes parti, er de to betegnelser dog ikke enstydige. De skriftkloge var en stand, som på én gang svarede til teologer og jurister i nutiden; farisæerne derimod var en religiøs retning, der talte mange medlemmer, som ikke gav sig af med egentligt skriftstudium. I stedet for "skriftkloge" anvendes også, især i Lukasevangeliet, betegnelsen "LOVKYNDIGE" (Luk. 7, 30; 10, 25; 11, 45 f. 52; 14, 3. Matt. 22, 35) og "LOVLÆRERE" (Luk. 5, 17. Ap. G. 5, 34). |
|
SKUEBRØD Matt. 12, 4. Mark. 2, 26. Luk. 6, 4. Hebr. 9, 2 er betegnelse for de 12 kager af hvedemel, som hver sabbat blev lagt frem "for Herrens åsyn" på guldbordet i "det hellige" i templet i Jerusalem og blev liggende dér hele den følgende uge. (jfr. 2Mos. 25, 30. |
|
(fortsat) SKUEBRØD
3Mos. 24, 5 ff.). |
|
SKYTERNE var et folk, der i oldtiden boede i det sydlige Rusland, nord for Det sorte Hav; Kol. 3, 11 nævnes de som eksempel på et uciviliseret barbarfolk. |
|
SKÆPPE, se RUMMÅL. |
|
SMÅMØNT, se MØNT OG VÆGT. |
|
SONEDÆKKET er Hebr. 9, 5 betegnelse for det gyldne låg over pagtens ark, på hvilket sonofferets blod på den store forsoningsdag blev stænket. Luther oversatte: "nådestolen". Det samme græske ord er Rom. 3, 25 gengivet ved sonemiddel. |
|
SONEMIDDEL, se SONEDÆKKET. |
|
SPAND, se RUMMÅL. |
|
SPEJLE bestod i oldtiden af en poleret metalplade, der hyppigt havde ujævnheder eller ikke var helt blank, således at billedet blev utydeligt (1Kor. 13, 12. Jak. 1, 23 f.). |
|
STADIE, se LÆNGDEMÅL. |
|
STAMTAVLER står 1Tim. 1, 4. Tit. 3, 9 som betegnelse for de af gnostiske (jødiskhedenske) vranglærere opstillede rækker af mellemvæsener mellem Gud og verden. |
|
STATÈR, se MØNT OG VÆGT. |
|
STOISKE FILOSOFFER (Ap. G. 17, 18). I nytestamentlig tid varstoicismen en af de mest udbredte filosofiske anskuelser. Livets lykke nåede man efter denne ved at stræbe efter dyden, som er det eneste gode; lasten er det eneste onde, og derimellem ligger en række ligegyldige ting ("adiafora") som liv og død, sundhed og sygdom, rigdom og fattigdom, som det gælder om at gøre sig fuldstændig uafhængig af. |
|
SYNAGOGER er betegnelse for bygninger, hvori jøderne efter den babyloniske udlændighed samledes til en gudstjeneste, som væsentlig bestod af bøn, skriftlæsning, prædiken og velsignelse. Det påhvilede synagogeforstanderen (Matt. 9, 18. Luk. 13, 14. Ap. G. 18, 8. 17) at sørge for gudstjenesten, og han kunne overdrage til, hvem han fandt egnet blandt de tilstedeværende, at udføre de gudstjenstlige |
|
(fortsat) SYNAGOGER
handlinger, f. eks. at prædike (Ap. G. 13, 14 f.; 18, 26. Luk. 4, 16 f.). Om en synagogebygning samlede sig en synagogemenighed, som også benævnes synagoge (Ap. G. 6, 9).
Åb. 2, 9; 3, 9 kaldes de kristendomsfjendtlige jøder: Satans synagoge.
Synagogemenighederne styredes af ældste (Luk. 7, 3), der også havde en vis domsmyndighed og bl. a. kunne udelukke af synagogen (Joh. 9, 22; 12, 42; 16, 2), d. v. s. udstøde af menigheden, og idømme piskestraffe i synagogen (Matt. 10, 17; 23, 34. Ap. G. 22, 19; 26, 11). |
|
SYRTEN (Ap. G. 27, 17), d. v. s. den store Syrte, er navnet på en bugt i Nordafrika |
|
(fortsat) SYRTEN
mellem Kyrene og Kartago (i det nuværende Tripolis, vest for Bengasi). Den havde mange grunde og sandrevler ("Syrte" betyder egentlig sandbanke) og var i oldtiden meget frygtet af søfolk. |
|
SÆK forekommer i udtrykket : omvende sig i sæk og aske (Matt. 11, 21. Luk. 10, 13. jfr. Åb. 11, 3) som betegnelse for en sækkelignende bods- og sørgedragt af groft stof, der med en snor blev holdt sammen om hofterne. Et yderligere tegn på sorg var at strø aske på hovedet eller lægge sig i asken. |
|
SØLVPENGE, se MØNT OG VÆGT. |
|
TALENT, se MØNT OG VÆGT. |
|
TEMPELSKAT (Matt. 17, 24) betaltes i senjødedommen af enhver israelitisk mand på tyve år og derover, både i Palæstina og ude i adspredelsen. På denne måde fik man midlerne til tempelgudstjenesten i Jerusalem |
|
(fortsat) TEMPELSKAT (Neh. 10, 32 f.). |
|
(fortsat) TEMPELSKAT På Jesu tid androg tempelskatten 1/2 sekel = 2 drakmer for hver person, og det græske ord, der Matt. 17, 24 er gengivet ved tempelskat, betyder da også ordret oversat "dobbeltdrakme" (se MØNT).
|
|
TEMPELVIELSESFESTEN (Joh. 10, 22) fejredes i 8 dage fra 25. kislev (svarende til vor december) til minde om templets genindvielse år 165 f. Kr., efter at det var renset fra den besmittelse med hedensk afgudsdyrkelse, som Antiokus Epifanes havde |
|
(fortsat) TEMPELVIELSESFESTEN
foranlediget (jfr. 1Makk. 4, 36 ff.; 2Makk. 1, 18; 2, 16; 10, 1 ff.). |
|
TESTAMENTE, se PAGT. |
|
TID står i udtrykket: én tid og to tider og en halv tid (Åb. 12, 14) som en hemmeligheds- |
|
(fortsat) TID
fuld betegnelse for år. |
|
TIDLIGREGN OG SILDIGREGN (Jak. 5, 7). I Palæstina regner det slet ikke i sommertiden; men fra slutningen af oktober til begyndelsen af december og i månederne marts og april indtræffer i regelen to regnvejrsperioder, som benævnes henholdsvis tidligregn (efterårsregn) og sildigregn (forårsregn); udebliver den første, bliver jorden ikke tjenlig til at modtage sæd, og udebliver den sidste, tørres kornet hen på marken. |
|
TILSYNSMAND (Fil. 1, 1. 1Tim. 3, 1 f.) gengiver græsk episkopos, det samme ord som det danske biskop; i nytestamentlig sprogbrug anvendtes det specielt om dem, der forestod |
|
(fortsat) TILSYNSMAND
gudstjenesten og i øvrigt fungerede som menighedens ledere. Oprindelig blev hver menighed styret af en kreds af tilsynsmænd eller af ældste (presbyteroi, hvoraf det danske ord præst kommer); de to benævnelser var nemlig omtrent enstydige, således som det fremgår af Ap. G. 20, 17 sammenlignet med 20, 28 og af Tit. 1, 5 og 7; måske har man i hedningekristne menigheder fortrinsvis talt om "tilsynsmænd", medens de jødekristne har kaldt deres menighedsforstandere "ældste". |
|
TIME anvendtes til angivelse af klokkeslæt, således at dagen fra solopgang til solnedgang (ved hjælp af et solur) inddeltes i 12 timer. Den tredje time (Matt. 20, 3) svarer altså omtrent til kl. 9, den sjette og niende |
|
(fortsat) TIME
(Matt. 20, 5) til kl. 12 og kl. 15 o. s. v. |
|
TJENER bruges til at gengive græske udtryk, som egentlig betyder "træl, slave". |
|
TVILLINGERNE betegner Ap. G. 28, 11 Zeus´ tvillingsønner Kastor og Polluks, som græske og romerske sømænd dyrkede som skytsguder for søfarten. |
|
TØNDE, se RUMMÅL. |
|
UDENFORSTÅENDE gengiver 1Kor. 14, 16. 23 f. græsk idiotes, som betegner den, der ikke tilhører den stand eller savner de fortrin, som der i øjeblikket er tale om; her tænkes på hedninger, som ønskede at blive medlemmer af den kristne menighed, men endnu ikke havde modtaget dåben. |
|
UGIFTE DATTER gengiver 1Kor. 7, 36. 38 det græske ord for jomfru, og oversættelsen |
|
(fortsat) UGIFTE DATTER
af v. 36-38 giver udtryk for den forståelse af stedet, som har været den almindelige i ældre tid. At oversætte den græske tekst således er imidlertid forbundet med store vanskeligheder; og den bør måske rigtigere |
|
(fortsat) UGIFTE DATTER
gengives som følger: 36 "Men mener nogen, at han ikke opfører sig sømmeligt over for sin jomfru, fordi han ikke kan tøjle sin lidenskab, og det ikke kan være anderledes, lad ham så gøre, som han vil; han synder ikke; lad dem |
|
(fortsat) UGIFTE DATTER
gifte sig! 37 Men den, der er fast i sit forsæt og ikke er under tvang, men frit kan handle efter sin vilje og i sit hjerte har besluttet at bevare sin jomfru (nemlig som jomfru), han gør vel. |
|
(fortsat) UGIFTE DATTER
38 Altså gør både den vel, som gifter sig med sin jomfru, og den gør bedre, som ikke gifter sig med hende."
Såfremt versene oversættes på denne måde, |
|
(fortsat) UGIFTE DATTER
handler de ikke om en fader og hans ugifte datter, men om de såkaldte "åndelige forlovelser", hvorved man forstår, at en mand og en kvinde levede sammen som broder og søster ("jomfru"), idet de, før samlivet begyndte, hver især aflagde løfte om at ville leve seksuelt afholdende. Dette forhold, der ofte anvendtes som middel til opøvelse i askese, rummede store sædelige farer, hvorfor ledende mænd i kirken senere stræbte at få det forbudt.
|
|
USYREDE BRØDS HØJTID, se PÅSKEFESTEN. |
|
VAGTMANDSKAB, se HÆRAFDELING OG LEGION. |
|
VEERNE er Matt. 24, 8. Mark. 13, 8 et kort |
|
(fortsat) VEERNE
udtryk for "Messiastidens fødselsveer" eller "Messiasveerne", som i nytestamentlig tid var en almindelig brugt betegnelse for de store ulykker og trængsler, der skulle ramme forskellige egne af jorden inden verdensafslutningen og Gudsrigets komme; navnet hidrører fra, at disse plager er varsler om Messias´ snarlige fremtræden, på samme måde som veerne hos den svangre kvinde er et symptom på, at barnets fødsel snart kan ventes. |
|
VEJ har i Bibelen mange forskellige betydninger; Rom. 11, 33. Åb. 15, 3 betegner Guds veje således hans planer og verdensstyrelse; Matt. 21, 32; 22, 16. 2Pet. 2, 21 betyder Guds vej eller retfærdighedens vej den af Gud krævede moralske livsførelse; Jud. 11 Kains vej hans syndige livsførelse. I Ap. G. 9, 2; 18, 25 f.; |
|
(fortsat) VEJ 19, 9. 23. 22, 4; 24, 14. 22 står |
|
(fortsat) VEJ vejen eller Herrens vej som betegnelse for kristendommen, idet der derved særlig er tænkt på den kristelige livsførelse. |
|
VERDEN gengiver i N. T. to forskellige græske ord: kosmos og aion. Kosmos, der egentlig betyder prydelse (1Pet. 3, 3), men hos grækerne tillige betegnede det smukke og harmonisk indrettede verdens-alt, bruges i |
|
(fortsat) VERDEN N. T. (i særdeleshed hos |
|
(fortsat) VERDEN Paulus og Johannes) hyppigt om den syndige, mod Gud fjendtlige menneskeverden (f. eks. 1Kor. 2, 12. 2Kor. 7, 10. Gal. 6, 14. Joh. 7, 7; 15, 18 f.; 16, 11. 1Joh. 5, 19. Jak. 4, 4).
Aion betyder egentlig en lang tidsperiode, |
|
(fortsat) VERDEN tidsalder (1Kor. 10, 11. Ef. 2, 7. Kol. 1, 26) og kan derfor ofte gengives ved "evighed" (Matt. 6, 13. Mark. 3, 29. Joh. 4, 14; 11, 26. 1Kor. 8, 13 o. s. v. ). |
|
(fortsat) VERDEN I senjødedommen og i nytestamentlig tid regnede man med to tidsperioder: "denne tidsalder" og "den kommende tidsalder", der tilsammen udgjorde hele verdensforløbet;; skellet imellem dem dannede Kristi (Messias`) komme. I den ældste kristne menighed betragtede man undertiden Messias´ første komme i ringhed som grænsen, og i så fald var altså "den kommende tidsperiode" allerede begyndt med Jesu fremtræden her på jorden. Men man kunne også regne Messias´ fremtidige komme i herlighed (Jesu "genkomst") for det egentlige vendepunkt, og i så fald levede man altså endnu i slutningen af "denne tidsalder". |
|
(fortsat) VERDEN Ofte forenedes da disse tanker, således at man sagde: de kristne lever allerede i "den kommende tidsalder", men de, som står uden for menigheden, er endnu i "denne tidsalder". Ordet aion gik på denne måde fra at betegne "tidsperiode" over til at betyde "verden, verdensorden", og det gengives derfor hyppigt "verden"(f. eks. Matt. 28, 20). Tidsforestillingen er dog som oftest mere eller mindre tydeligt til stede i ordet, og derfor anvendes også undertiden andre oversættelser som "verdensløbet" (1Kor. 2, 7), "tidsånd" (Ef. 2, 2) o. lign. |
|
ZEBAOT (Rom. 9, 29. Jak. 5, 4) er et hebraisk ord, som egentlig betyder hærskarer; Herren Zebaot, "Hærskarernes Herre", betegner da Gud som den, der hersker over engleskarerne. Den græske oversættelse af G. T. gengiver ofte Zebaot ved "den Almægtige" (jfr. 2Kor. 6, 18. Åb. 1, 8; 4, 8; 11, 17; 15, 3; 16, 7; 21, 22). |
|
ZELOTES står Luk. 6, 15. Ap. G. 1, 13 som tilnavn til en af Jesu apostle; ordet betyder |
|
(fortsat) ZELOTES "den nidkære, ivrige" og betegner Simon som (forhenværende) tilhænger af zelotpartiet, en yderliggående farisæisk retning, der ville hidføre Gudsriget ved et oprør mod det romerske herredømme; ved Jesu forkyndelse må Simon være blevet vundet for en mere åndelig forventning om Messiasriget. Mark. 3, 18. Matt. 10, 4 kaldes han Simon Kananæer, hvilket er det aramaiske udtryk, som svarer til det græske "Zelotes". |
|
ZEUS (Ap. G. 14, 12) er navn på grækernes øverste gud ("gudernes fader"); romerne kaldte ham Jupiter. |
|
ÆLDSTE, se TILSYNSMAND og RÅDET. |
|
"ØDELÆGGELSENS VEDERSTYGGELIGHED" er et fra Dan. 9, 27; 11, 31; 12, 11 overtaget udtryk, der i 1Makk. 1, 54 (jfr. v. 59), ligesom i Danielsbogen, betegner det alter for den olympiske Zeus, som den syriske konge Antiokus Epifanes år 168 f. Kr. lod opføre oven på brændofferalteret i Jerusalems tempel; den derved fremkaldte besmittelse med afgudsdyrkelse ("vederstyggelighed") virkede ødelæggende på den sande Guds |
|
(fortsat) "ØDELÆGGELSENS VEDERSTYGGELIGHED" helligdom. "Vederstyggelighed" kan dog også bruges om selve afguden, altså være betegnelse for en person, og i Mark. 13, 14 og Matt. 24, 15 er |
|
(fortsat) "ØDELÆGGELSENS VEDERSTYGGELIGHED" der ved |
|
(fortsat) "ØDELÆGGELSENS VEDERSTYGGELIGHED" "ødelæggelsens vederstyggelighed" muligvis tænkt på Antikrist (se dette ord). |
|
ØDELÆGGEREN er 1Kor. 10, 10 betegnelse for dødsengelen, som dræbte ægypterne, da israelitterne vandrede ud (2Mos. 12, 23; jfr. 2Sam. 24, 16. 1Krøn. 21, 15. Es. 37, 36), eller |
|
(fortsat) ØDELÆGGEREN måske snarere for Satan selv. |
|
ØRE, se MØNT OG VÆGT. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|